Moderne roser

I forlængelse af beskrivelsen af de historiske roser, er en moderne rose en forædlet rose,  som tilhører en rosengruppe, der er fremkommet efter 1867.

I løbet af 1800-tallet foregik en mere og mere intensiv og systematisk rosenforædling blandt forædlere fra det meste af verden. En af de egenskaber, som det i højere og højere grad lykkedes forædlerne at bibringe roserne, var evnen til at remontere – det vil sige blomstre gentagne gange i løbet af vækstsæsonen.

Kulminationen på forædlingsarbejdet fandt sted i sidste halvdel af århundredet med fremkomsten af en ny rosengruppe, te-hybriderne.

Det kan diskuteres, hvilken rose, som var den første te-hybrid, der så dagens lys. De fleste roseneksperter hælder til den opfattelse, at den første te-hybrid var rosen ”La France”, som blev forædlet af franskmanden Guillot i 1867 og hvis ”fødselsår” så altså kom til at bestemme året for fremkomsten af de moderne roser.

Sidenhen er andre vigtige moderne rosengrupper kommet til, bl. a. floribunda-roserne, moschata-roserne og de såkaldte Austin-roser.

Efterhånden er disse rosengrupper – sammen med andre – blevet forædlede så meget på kryds og tværs, at det kan være vanskeligt at afgøre, hvilken rosengruppe, de nyere forædlinger tilhører.

Polyantha

Moschata

Floribunda

Te-hybrid

Austin

Miniature

Persica

Date