Vision og mission
ROSARIETs vision er at repræsentere verdens største og mest velassorterede rosensamling med rosenarter og -sorter fra hele verden.
ROSARIET skal samtidig præsentere roserne som haveplanter. Det betyder, at der i ROSARIET vokser et væld af andre planter, som sammen med roserne skaber et forundringsunivers af frodighed og naturlighed, der vækker de besøgendes sanser og oplevelsen af mangfoldighed og blomsterrigdom.
ROSARIET skal desuden fungere som gen-bank for andre rosensamlinger og formidle viden om rosenslægten og rosens kulturelle og symbolske betydning.
Endelig skal ROSARIET være et aktiv for lokalmiljøet med inddragelse af lokalbefolkningen og med etablering af et arbejdsfællesskab af frivillige, som er ROSARIETs sociale grundlag.
I naturlig forlængelse af det liv, som planter og mennesker udfolder i det daglige, skal ROSARIET være en turistattraktion som en del af den sydfynske mangfoldighed af æstetiske, kulturelle og kulinariske oplevelser.
Historie og baggrund
ROSARIET er et ægte kærlighedsbarn, grundlagt i 2009 af Anders Carlsson, der som fire-årig for første gang blev forelsket i en rose.
Anders er uddannet teolog og filosof og har lige siden sin første rosenforelskelse haft utallige af
blomsternes dronninger som livsledsagere.
Da Anders i 2009 flyttede til Sydfyn for at blive valgmenighedspræst opstod muligheden for at samle mere end tusind forskellige roser og et væld af stauder i den private præstegårdshave i Vejstrup.
Sammen med sin hustru, cellisten og organisten Anne Vilain, har han her skabt et særegent æstetisk univers, som nu er videreudviklet og udvidet til ROSARIET.
Opbakning og støtte
ROSARIET har modtaget stor støtte fra mange siden grundlæggelsen i 2021. Det gælder både fonde, lokale virksomheder, Svendborg Kommune, LAG SØM og rosensamlinger over det meste af verden.
En samarbejdspartner har i særlig grad støttet ROSARIET og inspireret til at påbegynde gennemførelsen af ROSARIETs vision og målsætning. Det drejer sig om Rosen Tantau, som er et af verdens førende rosenfirmaer, grundlagt i 1906 og beliggende i Uetersen nord for Hamborg.
Rosen Tantaus chefforædler, Jens Krüger, er en del af ROSARIETs bestyrelse.
Ved ROSARIETs åbning og indvielse i 2025 vil Rosen Tantau foretage en rosendåb af en ny rosensort, som navngives specielt til ROSARIET.
Kontakt
Du er meget velkommen til at tage kontakt til os, hvis du vil vide mere om ROSARIET, aftale besøg
– eller hvis du ønsker at være en del af fællesskabet omkring de frivillige i ROSARIET.